fredag den 30. maj 2014

Venindebesøg, kartoffelsalat og fødselsdag

Jeg har en veninde på besøg disse dage. En veninde, som jeg snakker med tit og ofte, men som jeg ikke har set i ca. 3 år. Det er bestemt ikke fordi vi ikke vil ses, men geografien gør det lettere besværligt. Jeg har bosat mig i det storkøbenhavnske og hun i det jyske.
Så det er bestemt dejligt, at have hende på besøg de næste dage. Det skal nydes med god mad og hygge. I går stod den på grill - grillede pølser, grillede koteletter med bbq-sovs (hjemmelavet), tzatziki og kartoffelsalat a la Mulle. Og opskriften på kartoffelsalaten skal der da ikke snydes for! Den er beskrevet i bunden af indlægget.

I dag skal vi på tur - en rigtig hyggetur kun hende og jeg. Manden efterlader vi derhjemme (og jeg er nu ret sikker på, at han ikke er ked af at få en dag helt for sig selv.).
Og sidst, men ikke mindst:
Min hvalp har fødselsdag! HURRA! 1 helt år bliver han i dag :D 



Missekatten er også helt vild efter at fejre ham, som det nok kan ses. NEJ, jeg er ikke - så meget - en crazy-cat-lady ;)


Mulles kartoffelsalat


1½ kg. Kartofler
½ l. cremefraiche
1 dusk dild
1 mellem løg
½ agurk
salt, peber

Kartoflerne koges og mens laves dressingen.
I en stor skål - stor nok til det færdige produkt - blandes cremefraiche, hakket dild, ternede løg og agurk i udkernede små stykker. Smag til med salt og peber.
Når kartoflerne er kogt køles de ned, så de er til at skære ud i mundrette bidder uden man brænder fingrene. Derefter vendes kartoflerne i dressingen. Lad salaten trække i 1 times tid på køl inden servering.

Når det kommer til cremefraiche, så brug lige nøjagtig den du har lyst til. Personligt synes jeg, at 9% og under bliver lige surt nok - jeg plejer at bruge 18% til "hverdag", og 38% når der er "fest" - det bliver altså bare det bedre. Generelt bruger jeg nye kartofler når jeg laver kartoffelsalat og jeg lader skrællen sidde på! Også i det færdige produkt. Det er lettere og det smager skønt :) Husk at skrubbe kartoflerne godt inden de koges. Til slut kan det anbefales at kartoflerne ikke er helt kolde når man blander kartoffelsalaten, det giver en lækker tyk konsistens.
Velbekomme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar