søndag den 18. maj 2014

Om lørdage med smørkage (og creme)

Jeg var så heldig at finde 3 bagebøger på tilbud i Netto for noget tid siden - "Den Store Fødselsdags Bagebog", "Den Store bagebog 2" og ikke mindst "Den Store Bagebog 3" fra Amo. Til 10 kr. pr. stk.! Det er da ikke til at stå for :D Og slet ikke hvis man, ligesom mig, ikke kan stå for koge-/bage-/madbøger. Jeg har efterhånden så mange kogebøger, at der ikke er plads til dem hvor de står nu. Men jeg kunne aldrig drømme om at skille mig af med dem! Jeg elsker at læse i kogebøger og finde inspiration til kommende retter. Og selvom jeg nyder at pinne og gennemsøge nettet for opskrifter, så er det bare ikke det samme, som at sidde og nyde en bog.

Vi nåede i går lørdag d. 17/5-2014 - ikke så betydningsfuld en dag, men en dag hvor vi åbenbart trængte til lidt hygge.
Så efter at have snakket med min kære mormor, sidst hun var på besøg, om Amos "smørkage" fandt vi ud af, at den opskrift, der er i "Fødselsdags Bagebogen", er en gammel opskrift hun tidligere selv har benyttet - med gode resultater. Den skulle da prøves!

Smørkage

Opskriften er til 2 stk.



300 g Amo Hvedemel
100 g smør eller margarine
50 g gær
1 æg
1 spsk. sukker (25 g)
½ tsk. salt (2½ g)
1 dl mælk
½ tsk. kardemomme

Fyld
4 spsk. kogt creme
50 g rosiner
Remonce af
100 g blødgjort smør eller margarine
100 g brun farin

Pynt
Glasur af
100 g flormelis
1 spsk. kogende vand

Til pensling 
Æg

Lun mælken, og opløs gæren heri. Husk gæren må ikke varmes med. Amo Hvedemel og de øvrige ingredienser blandes i, og det hele æltes sammen til en ensartet dej.Lad dejen hæve tildækket og lunt til dobbelt størrelse, ca. 15 min.
Lav remoncen. Rør blødgjort fedtstof og brun farin sammen.
⅓ af dejen deles i 2 lige store dele, der formes til kugler, som hviler 2-3 min. Kuglerne rulles ud og lægges i lagkageforme, dejen skal gå ca. 1 cm op ad formens kant. På hver bund smøres 1 spsk. remonces, derover smøres 2 spsk. creme, og rosinerne drysses på. Resten af dejen rulles ud (60x20cm), og resten af remoncen smøres på. Rul dejen fra den smalle side som roulade, der deles i 24 lige store stykker og lægges på dejen i lagkageformene.
Efterhæver tildækket og lunt i ca. 30 min. Kagerne pensles med sammenpisket æg.
Bages i en forvarmet ovn ved 220° C (varmluft 220° C) i ca. 15 min. på ovnens midterste rille. Smørkagerne afkøles i formene, og pyntes med hvid glasur, når de er afkølede.

Og et billede af resultatet - her til morgen, med morgenkaffen foran computeren:
I opskriften står der, at man skal bruge 4 spsk kogt creme. Jeg valgte at bruge min mormors creme - den er så let at lave og den fejler aldrig.

Kagecreme

4 dl mælk
3 æggeblommer
40g sukker
30g mel
1-2 tsk vanillesukker

æggeblommer og sukker røres til æggesnaps hvortil mel og vanillesukker tilsættes.
Mælken bringes i kog. Når mælken koger hældes ca. halvdelen i æggeblandingen - lidt ad gangen, så æggene ikke stivner.
Derefter hældes blandingen tilbage i gryden og røres til det har den rette konsistens.

Den er GOD! Velbekomme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar