søndag den 4. maj 2014

Når man studerer

Når man studerer er det rart at have et sted at ty til, hvor man kan få lidt afløb for kedsomhed og eventuelle frustrationer. Begge dele er noget jeg kender til når jeg skal skrive opgaver. Måske nok mere kedsomheden.

Og som man måske kan forestille sig, så er det kedsomheden der spiller ind her, og grunden til bloggen er blevet oprettet. Dog tænker jeg, at det er en fin mulighed - for mig - at komme af med lidt af det jeg går og tumler med i hverdagen.

Det er ikke ualmindeligt for mig, at jeg kaster mig over madlavning og bagning når jeg skal skrive forbandede rapporter - hvilket min kære kæreste uden tvivl elsker!
Så mon ikke, at denne blog også kommer til at afspejle det lidt? Derudover forestiller jeg mig, at der vil komme en del om vores situation op på bloggen her; vores manglende evne til at formere os.

Hvad der ellers vil blive slået op kan jeg kun gisne om - mad, hæklerier, mad, mad og mad. Og kage - Dog ikke sådan nogle farligt fine nogle med fondant og-jeg-skal-komme-efter-dig. Ganske almindelige "hverdags"-kager. Andet har jeg vist ikke tålmodighed til. Og heller ej kæresten, som mener kagen skal spises med det samme.

Velkommen til Overspringshandlingen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar