lørdag den 10. maj 2014

Pulled Pork - i ovn

At lave Pulled Pork er noget af en proces, som strækker sig over 2 dage. Men jeg tør godt love, at det virkelig er det værd!
Jeg lavede det første gang for lidt over 1 år siden til Super Bowl - en søndag, der nærmest er blevet gjort til helligdag i vores liv. Nok mest mit liv. Og nok lige så meget mandagen efter hvor man er så smadret at man dårligt kan holde øjnene åbne :D
Jeg er en stolt fan af New England Patriots og elsker, i det hele taget, at følge med i NFL. Jeg er dybt fascineret af spillet og de lækre, lækre mand i small tights *yum*. Jeg kan stadig huske tilbage til 1999 da jeg så min første kamp i tv - Denvar Broncos mod Kansas City Chiefs. Denver vandt og jeg var solgt! Sidenhen fik jeg dog øjnene op for Tom Brady og NE Pats, QB'en og holdet jeg siden har fulgt tæt.

Nå, det var vidst et mindre sidespring! I hvert fald prøvede vi sidste år med Pulled Pork - en ret, der siden er blevet en familietradition på mandens side. Den følgende opskrift er en blanding af diverse opskrifter fundet på nettet, samt min egen idé om hvordan det skal være - denne opskrift er blevet vores yndlings. Som sagt strækker tilberedningen sig over 2 dage.

Pulled Pork


Ca. 2 kg. Nakkefilet.

Dag 1:

Den første dag skal kødet i saltlagt og derefter dækkes af en lækker rub. Start i god tid!

Saltlagen:
2 l. vand
140 g. salt
2 stjerneanis
2 laurbærblade

Det hele smides i en gryde og gives et lille opkog så alt salt opløses. Derefter køles lagen ned og hældes over kødet. Normalt plejer jeg at lave lagen i min suppegryde, hvor der er plads til, at jeg bare kan smide stegen ned. På den led slipper man for at skulle have gang i et fad = opvask sparet! Desuden er det et stort stykke kød og derved ikke alle, der har et fad, der er stort nok til kød og lage.
Kødet skal trække i lagen i mindst 3 timer (Erfaringen siger, at 2 også kan gøre det, men jo længere tid jo bedre). Denne steg har fået lov til at hygge sig i lagen i 5 timer.

Når kødet har trukket tages det op ad lagen og overfladen tørres. Dette kan gøres med køkkenrulle, men det er så meget lettere at tage et rent, tørt viskestykke og pakke kødet ind i det. Når kødet er tørret skal det gnides med en rub:

Rub:
50 g brun farin
40 g paprika
10 g stærk paprika
2 spsk salt
2 spsk peber
1 tsk løgpulver
1 tsk hvidløgspulver
½ tsk chilipulver

Alle ingredienserne blandes i en skål og masseres derefter ind i kødet. Kødet skal være godt dækket af rubben. Det sviner! Derefter lægges stegen i en plastpose eller pakkes ind i husholdningsfilm - jeg plejer gerne at spænde den ind i film og derefter ned i en pose.
Herefter lægges kødet på køl i min. 10 timer.

Dag 2:

Stegen lige sat i ovnen <3

Kødet skal skal i ovnen!

Stå TIDLIGT op - alt efter størrelsen på stegen og ovnen kan tilberedningstiden variere. Den skal ca. have 10-12 timer inden den er klar. Dagens steg er på ca. 1.8 kg og jeg har derfor valgt at give den ca. 10½ timer. Stegen er sat i ovnen kl. 7:30 til morgen.
Pak stegen ud og placer det rå kød med rub i et ildfast fad og ind i en kold ovn, som tændes på 110°. Kernetemperaturen skal til slut ligge på ca. 93° (90-95° is doable). Bliv ikke forskrækket - det ER meningen, at der former sig en nærmest sort bark omkring kødet! Det er det der gør tricket :D Selvom stegen ser helt forkullet ud, så gemmer der sig, bag barken, det lækreste, møreste, mest saftige kød.

Når kødet er klar tages det ud af ovnen, dækkes af folie og har herefter godt af at trække i ca. 15-20 minutter. Herefter trækkes kødet fra hinanden med 2 gafler.

Efter min mening er den bedste måde at servere Pulled Pork i en burgerbolle med BBQ-sovs og coleslaw. Og så med en kold Budweiser til. Velbekomme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar