mandag den 12. maj 2014

Skinke/ostetærte og pinterest

Kender du det, når man godt kan blive lidt irriteret over, at der bliver taget valg på ens vegne? Det er et kæmpe irritationsmoment for mig. Endnu værre er når hjemmesider skal tage valg for mig, som jeg ikke har den store indflydelse på.
Jeg har længe været stor fan af Pinterest - det er en fed side at finde en masse inspiration. Blandt andet der jeg har fundet "Coca-Cola"-kagen - en opskrift der nok skal komme!
Meeeen, jeg har de sidste dage lagt mærke til, at når jeg kigger på de overordnede emner (DIY & craft, Food & Drink, osv.), så bliver der vist pins fra danskere - hvilket vel også er ok, men ikke godt nok når man, ligesom mig, gerne vil se hvad der sker i verden. Det er godt nok, at jeg ved, at Lone gerne vil male på sten, men hvad har Rachael fra USA valgt? Det irriterer mig grænseløst, at Pinterest har lavet dette stunt. Så nu bor jeg i USA - i hvert fald lige nu. Måske senere jeg bor i England - for det er desværre sådan man nu er nødt til at se hvordan det ser ud i resten af verden.
Hold op et surt opstød fra min side! Det beklager jeg! Videre til noget mere vigtigt:

MAD!

Ok, så det tegner sig vidst også til, at der kommer en del mad på denne blog - det var ikke min oprindelige mening det skulle fylde så meget. Men hva'. Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker mad - både at spise og at tilberede det. For mig er mad ikke bare en nødvendighed - det er nydelse på højeste plan. Derfor bestræber jeg mig også på, at den mad jeg laver er GOD, også selvom det måske er en let ret, der ikke tager lang tid. Mad skal smage godt og mad skal nydes.

Dagens ret er tilfældigvis en let ret - den er måske ikke så hamrende sund, men den er let at lave og smager himmelsk. Skinke/ostetærte. Opskriften har jeg fra min mor, men jeg er ret sikker på, at tærte er ret så universelt, og denne tærte er "som så mange andre". Det ændrer dog ikke det faktum, at den smager godt! I dag har kæresten valgt, at han gerne vil have bacon i, og tomaterne er mit input. Så ønsker man ikke det, så undlader man bare de ingredienser - ganske enkelt. Og dog - hvis der ikke bruges bacon i denne tærte, da skal der tilsættes en smule salt, hvilket også er grunden til salt står i parenteser under ingredienser og som evt. i opskriften :)

Skinke/ostetærte - med bacon og tomat


4 plader frossen, optøet butterdej
8 æg
200-250 g. hytteost
1 spsk creme fraiche 
ca. 200 g. skinke
1 håndfuld cheddar (eller anden ost)
1 dusk hakket dild (1 spsk tørret dild kan også gøre det - kan også undlades helt)
(Salt,) Peber
4 skiver bacon
5-6 cocktail tomater


Forvarm ovnen til 180°. Steg bacon gyldent, lad det køle lidt ned og knæk det derefter til små bidder. Pisk æg og creme fraiche godt, tilsæt hytteost, dild og evt. salt og peber.
På et letmelet bord trykkes butterdejspladerne sammen og rulles ud, så den samlede plade er lidt større end formen der skal bruges, og lægges i en smurt tærteform (eller ildfast fad - tærteformen er vist mere for syns skyld :) ). Skinken, bacon, ost (gem evt. lidt) og tomater fordeles på dejen og over hældes æggemassen.
Bages i ovnen i ca. 45 min. 15 minutter før tærten er klar drysses den gemte ost over, som lige får lov til at smelte og blive lidt gylden.
Lad køle lidt og server.



I dag bliver tærten serveret med en let salat af tomater, babyleaves og lidt purløg - let og lækkert :)
I stedet for butterdej kan en almindelig tærtedej også bruges, men da det ikke er så tit vi får tærte herhjemme, så synes jeg det er så hyggeligt at bruge butterdej.
Dild kan erstattes af purløg, det giver en skøn smag til tærten. Dog er krydderurt ikke en nødvendighed for et super resultat!
Sidst, men ikke mindst - hytteost. Jeg kan ikke fordrage "rå" hytteost, men i tærter synes jeg det smager fantastisk! Dog har det en anderledes konsistens - og er man ikke til det, så kan man bruge samme mængde friskost i stedet.
Velbekomme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar