fredag den 5. juni 2015

Det, man normalt ikke gør

3 af den slags ting har jeg gjort i går.

  1. Jeg har spist Guldkorn til morgen
    Sukkerchok fra morgenstunden, og hvor var det fantastisk!
  2. Vi bestilte mad fra et pizzaria til aften
    Fedtet, fedende mad. Nøj, det smagte godt. 
  3. Drukket lige rigeligt med sodavand
    Endnu mere sukkerchok og endnu engang helt fantastisk.
Engang imellem er det nu rart med sådan en "ulækker" dag, hvor man tillader sig at lave ingenting og kvittere med mad, som ligger helt udenfor madpyramiden, og jeg må ærligt talt indrømme, at jeg var lidt af et svin. Eller - jeg var et svin.

mandag den 1. juni 2015

ENDELIG fra Pinterest og min mamas fødselsdag

I går havde min mor fødselsdag, hun ville være blevet 49 år (HOLY COW!). Og i går var det dermed 8 år siden vi fejrede hendes sidste fødselsdag, hvilket foregik på Riget.
Det var en mærkelig dag, dengang, men den mindes alligevel med glæde og et lille grin.

For 8 år siden var min mor indlagt på Riget. Grundet en kemo hun ikke kunne tåle var hendes tombocytter så få, at det var "ikke til at tælle" og derfor kaldtes tallet for "under 3". Altså hendes blod kunne ikke størkne. Det medførte en masse blødninger under huden, og desværre også hjerneblødninger.
Hun var bestemt ikke ved sit fulde 5, og vi havde ikke regnet med, at vi skulle fejre hende på denne dag. Så da min mormor snakkede med dem på afdelingen og de fortalte, at min mor glædede sig til, at vi kom ind til hendes fødselsdag var vi alle en smule paf, og fik pludselig pænt travlt.
Vi måtte ud og købe fødselsdagsgaver til hende, kage og boller, og så ellers ind til hende. Og nej, hun var bestemt heller ikke klar i hovedet den dag, men den var dog startskuddet til, at hun fik det bedre.