søndag den 11. maj 2014

Stenalderbrød på en søndag

Så blev det søndag. Vores hvalp (som snart ikke er så meget hvalp mere) er ved at være faldet ned efter besøg af min mormor, svigerforældrene + 2 større hunde. Og vores hjem er ved at ligne vores hjem igen. Nu bor vi ikke så stort - stort nok til os, hund, kat og evt. et barn, men ikke så stort, at der er plads til en masse mennesker. Eller - det er mere besværligt når vejret ikke er til, at vi kan bruge terrassen.
Så når lejligheden pludselig bliver invaderet af store hunde, så sætter det også lidt sine mærker. - Og hvor jeg dog savner en opvaskemaskine! Det er helt sikkert på ønskelisten - allerøverst! Når det bare er os i hverdagen er det ikke det store problem med opvask, men når der så kommer de ekstra mennesker, så kan man godt mærke, at køkkenbordene ikke er såååå store længere!

Men fred være med det. Det var skønt at have familien på besøg - det er ikke så tit vi får fornøjelsen af dem herovre, og desværre heller ikke så tit min mormor kommer herind. Det viste jeg dog godt da jeg tog beslutningen om at rykke fra det sydsjællandske og ind til det storkøbenhavnske. Og det samme med manden. Han valgte dog at rykke roden op i det nordjyske. Så den ekstra opvask og det ekstra oprydning efter familien er en lille pris at betale for et skønt besøg.

Stenalderbrød. Eller kernebrød om du vil. Herhjemme er vi meget glade for rugbrød. Men da der er en hulens masse kulhydrater i almindeligt rugbrød har jeg i dag valgt at kaste mig ud i at forsøge mig med stenalderbrød/kernebrød/glutenfri "rugbrød".

Jeg har søgt rundt på nettet for at finde ud af hvilken der tiltaler os mest herhjemme og er i den forbindelse kommet frem til, at det er en blanding.

Stenalderkerneglutenfribrød:


100 g. Hørfrø
100 g. Solsikkekerner
100 g. Græskarkerner
100 g. Sesamfrø
75   g. Mandler
50   g. Hasselnødder

4 æg
1 god håndfuld Ost (ca. 100-150 g.)
½ dl olie
½ tsk. salt

Tænd ovnen og lad den forvarme til 160°. Pisk æggene sammen og tilsæt ost og salt. Vend alle kerner, frø og nødder i massen, bland det godt sammen og tilsæt derefter olien. Hæld massen i en smurt rugbrødsform og bag i ca. 1 time.
Når brødet er færdigt tages det ud af formen og afkøles på en rist.


I min version brugte jeg æg fra egne høns, og da de æg er meget store kan det være en nødvendighed at bruge 1 æg mere end der står i opskriften. Mit valg af ost er cheddar - køber det gerne i blokke og river det selv. Personligt synes jeg det smager bedre. Derudover har jeg lagt mærke til der i mange opskrifter bliver bedt om mere salt, men da jeg vælger at tilsætte en salt ost har jeg samtidig valgt at skrue ned for det tilsatte salt. 
Velbekomme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar