onsdag den 16. juli 2014

Kyllingeburgere igen igen

Vi har intet lavet i dag. Ikke dagens gode gerning. Jeg har ikke fået taget mig sammen til at lave andet end at vaske en enkelt vask.
Solen har skinnet, fuglene har sunget og dagen er blevet nydt i fulde drag. Vi har sovet længe, siddet ved computere, nydt haven. Åh jo, jeg har ordnet de sidste solbær, 400 g er nu nippet og frosset - klar til at blive brugt senere på året :)






Og helt ærligt, det har været skønt. Det er sådan feriedage skal bruges fra tid til anden. Ikke en masse stress over at skulle nå en masse - det har jeg tid nok til. Fra næste uge bliver der run på.
Mandag skal vi have lavet de lånte 4 hjul. Vi tager ned til min tante og onkel, hvor mændene skal lave bil og vi kvinder skal drikke kaffe og lave mad. Det bliver skønt :) Når vi tager derfra tager vi deres ældste datter, på snart 13, med hjem. Hun trænger til at komme lidt væk, så hun skal hygge med os.
Når hun tager hjem har vi lige et par dage til os selv inden kæresten min starter nyt arbejde. Derefter er der sommerfest, ferie i Nordjylland, min 30 års fødselsdag og SÅ kan vi trække vejret igen.

Selvom jeg glæder mig til kæresten starter på nyt arbejde, så er det også lidt underligt, at han nu skal til at af sted hver dag, 5 dage om ugen - plus det løse. Men jeg er så glad på hans vegne - han trænger til der skal ske noget nyt nu.

I dag skal vi have en variation af den alt for lækre Kyllingeburger. Det er ikke meget, der bliver lavet om, bare lidt her og der :) Så her er opskriften på dagens variation af Kyllingeburgere:

Kyllingeburgere 

til 4 stk.

450 g. hakket kylling
1 mellem løg
1 chili
1 fed hvidløg, hakket fint eller revet
1 håndfuld rasp (så det hele samler sig, der kan bruges mere/mindre)
1 dl. cremefraiche
1 spsk citrontimian
salt, peber 
Burgerboller
Ost
Salat, agurk og hvad man ellers lyster

Det hakkede kød og cremefraiche blandes godt i en skål. Hak løg, hvidløg, chili og citronmelisse fint og tilsæt i farsen. Krydr med salt og peber. Rør derefter rasp i til farsen har en sej konsistens. Lad farsen hvile i min. 15 minutter.
Tænd for en pande ved middelhøj varme - sørg for den bliver godt varm inden bøfferne steges. Form imens 4 bøffer af farsen. Steg bøfferne på den ene side til de er godt brune, vend dem, læg ost på og steg yderligere til de er færdige.

Lun bollerne mens bøfferne steges og snit eventuelle grøntsager. Når bøfferne er færdige samles burgerne.



I dag består min burger af:
  • Burgerboller (almindelige med sesam)
  • Cremefraiche
  • Frisee salat
  • Bøf
  • Bacon
  • Rå løg
  • Ketchup (Heinz, altid Heinz)
Og så med baconbønner on the side *Yum!* Osten er rød cheddar. Bum.
Enkelt og let - og så smager det himmelsk!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar