torsdag den 21. maj 2015

Krydderurter 2015

I dag ville min oldemor være blevet 97. For 3 år siden blev hendes sidste fødselsdag holdt, 94 år gammel. Til september er det 3 år siden hun døde.
Med min oldemor kan jeg forholde mig til, at hendes tid var brugt her på jorden. Jeg har uden problemer kunne se hvorfor hun ikke længere skulle være blandt os, men alligevel, så gør man sig da tanker.
94 år gammel blev hun. En rigtig pæn alder. Men alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke; mon jeg bliver lige så gammel? Bliver min mormor lige så gammel? Når jeg at opleve oldebørn?
Jeg bliver 31 år om et par måneder og manden min 35 år, og vi har endnu ingen børn. Når vi endelig når til at blive forældre, så bliver vi "gamle" forældre.
For lad os nu sige, at vi er så heldige, at vi i løbet af det næste år får vores første barn; når det barn bliver 18 år, så er jeg 50 år. Skulle barnet være sådan at få børn tidligt, så kan jeg være i mine midt 50'ere når jeg bliver bedstemor. Og skulle mit barnebarn også få børn ung, så - med lidt held - vil jeg være omkring 70+ når de kommer til verden. 70+. Det er en mærkelig tanke.
Uha, ja, tiden går hurtigt!

Jeg er ikke ked af, at jeg ikke har fået børn endnu, forstået på den måde, at jeg er glad for, at det er kæresten, der skal være far til mine børn. Men det kunne nu have været rart om vi havde fået vores første for bare et par år siden.

Nok om alder og tiden der går for hurtigt!
Ligesom sidste år, så er jeg også i år i gang med at få gang i nogle krydderurter. Indtil videre er min kruspersille, bredbladet persille og basilikum begyndt at spire, mens min dild lader vente på sig.

Kruspersille anno 2015

Basilikum anno 2015

Basilikum anno 2015

Bredbladet persille anno 2015

Nu mangler jeg bare nogle flere krukker, så de kan komme ud når de er klar.

Og til slut - Tillykke med fødselsdagen, Olde. Jeg håber hende mi mama har serveret dig kaffe og mokkalagkage i det hensides ♥

Ingen kommentarer:

Send en kommentar